Vedtægter

Vedtægter for Søhøjlandets Dykkerklub

§ 1 NAVN
Klubbens navn er Søhøjlandets Dykkerklub. Dens hjemsted er Silkeborg Kommune. Klubben er stiftet den 29. marts 1992.

§ 2 FORMÅL
Klubbens formål er først og fremmest at arbejde for udbredelsen af kendskabet til dykkersporten. Der kan herudover skabes mulighed for aktiviteter og kammeratligt samvær. For ændring af denne paragraf gælder samme regel som for § 15, ophævelse af klubben.

§ 3 TILHØRSFORHOLD
Klubben er en fri og uafhængig klub, som har hjemsted i Silkeborg. Klubben er medlem at DGI.

§ 4 OPTAGELSE AF MEDLEMMER
Som medlemmer kan optages personer, som vil indordne sig under klubbens love og respektere formålsparagraffen. Indmeldelsen skal ske skriftligt (for unge under 15 år med forældres/værges underskrift) og er gældende til medlemmet skriftligt melder sig ud ved bestyrelsen eller bliver ekskluderet.

§ 5 KONTINGENT
Klubbens kontingent fastsættes for et år af gangen på den ordinære generalforsamling.

§ 6 EKSKLUSION
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til bestyrelsen, samt at kontingentet er betalt frem til udmeldelsesdatoen. Ved restance ud over 2 mdr. vil medlemmet blive ekskluderet, og kan ikke optages som medlem igen, før gælden er betalt. Et ekskluderet medlem kan kræve eksklusionen forelagt på den førstkommende generalforsamling.

§ 7 ORDINÆR GENERALFORSAMLING
Generalforsamlingen er med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender. Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i februar/marts måned, indkaldes med mindst 3 ugers varsel via E-mail til medlemmerne  i klubben.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, fremsendes til bestyrelsen senest 14 dage før afholdelse. Forslagene skal optages i dagsordenen, for at være gyldige.

Taleret har alle aktive og passive medlemmer. Stemmeret har alle aktive medlemmer, der har været medlem af klubben i mindst 3 måneder, og som ikke har kontingentrestance.

Generalforsamlingens dagsordenen bekendtgøres senest 8 dage før afholdelse på E-mail til klubbens medlemmer.

§ 8 DAGSORDEN
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og referent.
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.>
  3. Forelæggelse af regnskab og budget.
  4. Fastsættelse af kontingent.
  5. Behandling af eventuelt indkomne forslag.
  6. Valg af bestyrelse.
  7. Eventuelt.

§ 9 GENERALFORSAMLINGENS LEDELSE
Generalforsamlingen vælger sin dirigent samt referent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jvf. dog § 7, § 14 og § 15.

Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Dog skal afstemning og valg foregå skriftligt, hvis blot ét stemmeberettiget medlem ønsker det, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.

Generalforsamlingens beslutninger indføres i protokol, hvori også et referat af forhandlingerne optages i det omfang dirigenten bestemmer.

§ 10 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 25% af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet. Om indkaldelsesmåden og udsendelse af dagsordenen gælder bestemmelserne i § 7.

§ 11 BESTYRELSEN
Klubbens bestyrelse består af 5 medlemmer, der vælges på den årlige generalforsamling. Foruden vælges der 1 revisor og 1 suppleant. Bestyrelsen består af: 1 formand, 1 næstformand, 1 kasserer, 1 sekretær, 1 menigt bestyrelsesmedlem. For at kunne vælges ind i bestyrelsen kræver det man har haft minimum 2 års aktivt medlemsskab af klubben.

Bestyrelsens medlemmer er på valg som følger:

  • Formand: Ulige år
  • Næstformand: Lige år
  • Kasserer: Lige år
  • Sekretær: Hvert år
  • Menigt medlem: Hvert år
  • Suppleant: Hvert år
    Genvalg kan finde sted

Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen og skal varetage klubbens interesser indadtil som udadtil på bedste måde. Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Den vedtager beslutninger og foretager handlinger i henhold til vedtægterne. Der føres protokol over bestyrelsens møder. Bestyrelsens mødeantal vil være 4-6 gange om året eller efter behov, men kan indkaldes med 1 uges varsel af alle bestyrelsesmedlemmer. Der er mødepligt til bestyrelsesmøderne. Beslutninger træffes ved stemmeflertal af antal fremmødte. Ved stemmelighed falder forslaget.

Formanden/bestyrelsen kan ikke gøres økonomisk/juridisk ansvarlig for ulykker i klubben.

§ 12 REGNSKAB
Regnskabsåret er fra 1. januar til 31. december. Regnskabet og budgettet skal forelægges den ordinære generalforsamling. Regnskabet skal være godkendt af bestyrelsen og revisorerne. Kassereren må ikke udbetale større beløb end 600,- kr. uden bestyrelsens godkendelse. Driftsregnskabet og status bekendtgøres for foreningens medlemmer senest 8 dage før generalforsamlingen finder sted.

§ 13 REVISION
På den ordinære generalforsamling vælges for 1 år ad gangen 1 revisor. Revisoren skal hvert år inden generalforsamlingen gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede. Driftsregnskabet og status forsynes med påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskabet og beholdningen.

§ 14 VEDTÆGTSÆNDRINGER
Vedtægtsændringer kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, undtaget er dog § 3.

§ 15 FORENINGENS OPLØSNING
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på én i det øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget.

På generalforsamlingen skal der samtidig træffes bestemmelse om, hvad der skal ske med foreningens formue, herunder fast ejendom og løsøre, dog er simpelt stemmeflertal tilstrækkeligt her. I tilfælde af foreningens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål.

§ 16 DYKNING I KLUBBEN
Alt dykning arrangeret af klubben skal foregå efter de deltagende dykkers certificering. Der findes altid en turkoordinator på ture arrangeret af klubben. Turkoordinatoren kan ikke drages til ansvar i forbindelse med ulykker.
Revideret d. 1/3 2023

Søhøjlandets dykkerklub